Smart transport er langtfra smart for alle
Hilda Rømer Christensen og Michala Hvidt Breengaard har et debatindlæg i Uniavisen. De sætter fokus på vigtigheden af de sociale aspekter i planlægning og innovation af smart transport.
Indlægget er bragt i Uniavisen 1. maj 2023
Det er ironisk, at de mest immobile grupper i samfundet ofte også er dem, der bliver efterladt på perronen af nye, grønne transportformer – fordi alder, klasse og handicap ikke tænkes ind i løsningerne. Derfor skal der fokus på de sociale aspekter i planlægning og innovation af smart transport.
Den grønne omstilling af transportsektoren er præget af en tro på det teknologiske fix. Smarte byer og smart transport skal løse fremtidens udfordringer med klimaforandringer, øget urbanisering og ændrede mobilitetsbehov. Og forestillingerne kredser ofte om lækre, digitale teknologier – med den førerløse bil som det nok mest kendte eksempel.
Men hvem får egentlig gavn af de nye, smarte løsninger, vi udvikler? Når man sætter befolkningens diversitet – køn, alder, klasse, etnicitet og handikap – ind i ligningen, bliver smartheden udfordret. For forskningen viser, at smart transport langtfra er smart for alle.
Mange af de nye smarte transportløsninger er nemlig designet til dem, der i forvejen scorer højt på mobilitetsskalaen. Det vil typisk sige de unge, de veluddannede og oftest også mændene – imens mindre mobile grupper overlades til gamle, udtrådte transportformer eller til at blive hjemme.
Spild af samfundets ressourcer
Vores påstand er, at det er spild af samfundets ressourcer, hvis de smarte løsninger kun kan bruges af de få. Derfor er der et presserende behov for at få fokus på de sociale aspekter af den grønne transportplanlægning.
De nye muligheder i den grønne omstilling af transporten skal tænkes sammen med forskellige borgeres behov i både planlægning, politik og praksis. Hvordan kan de grupper, som er udfordret på mobiliteten i deres daglige transportbehov, tænkes bedre ind i de nye løsninger?
Det gælder unge og ældre på landet, hvor busserne forsvinder i hastigt tempo. Det gælder ældre og handikappede med gangbesvær. Og det gælder etniske minoritetskvinder,
De mest immobile efterladt på perronen
Det har vist sig, at der er en stor blind plet i datagrundlaget for at sammenkæde grøn transport med forskellige sociale gruppers behov. For eksempel mangler der mange steder data og konkrete tal for borgernes daglige transportvaner fordelt på køn, alder, indkomst, og lokalitet. Det gælder både lokalt i kommunerne og på nationalt plan – og det går ud over både visioner og planlægning.
Det samme gælder for data på tværs af transportformerne, hvor vi i dag ikke har tilstrækkeligt overblik over, hvem der går, cykler og kører bil. Vi kender ikke borgernes ønsker for den daglige transport fordelt på kommuner. Vi ved ikke, hvordan kommunerne adskiller sig fra hinanden. Og vi ved ikke, hvem der gør hvad, og hvem, der kommer i klemme.
Derfor er der behov for, at forskere, eksperter, politikere og kommunalt ansatte mødes og udveksler viden og erfaringer. Der skal indsamles viden, så vi kan få et bedre datagrundlag, og der skal opbygges kompetencer lokalt. Kun på den måde kan vi sikre, at grøn transport ikke ender som spild af ressourcer, der efterlader de mest immobile grupper på perronen.