Hvordan står det til med kønsforskningen på europæisk plan?

I slutningen af april 2017 var Koordinationen for Kønsforskning på konference i Vilnius. Konferencen var arrangeret af Atgender og EIGE i samarbejde med Vilnius Universitet og handlede under overskriften: Bridging Gender Research and Policy Making:  Missing Links, Good Practices, Future Scenarios, om mulighederne for og formidlingen af kønsforskning og kønsstudier i forskellige europæiske lande. Formålet med konferencen skulle være at finde sprækker, hvorigennem kønsforskere og policymakers i fællesskab kan tale om fremtidens politik vedrørende køn og forskning. Særligt blev der lagt vægt på, hvordan kønsforskning kan knyttes bedre til policy makers og policy making. Altså, hvordan skabes der bro mellem akademia og policy makers. Samtidig var en af konferencens helt store omdrejningspunkter, hvordan kønsforskning kan fortsætte og formidles i en tid med en generel politisk skepsis overfor vigtigheden af faget.

Keynote Speakers og konferencens tematiker

Sidstnævnte omdrejningspunkt for konferencen blev slået an af den første keynote speaker: Caroline Ausserer (web: presspectives.net), der retorisk spurgte: Hvordan forholder kønsforskere sig til en opblomstrende højrefløj, der over tid har påvirket medier og politiker med en anti-feministisk diskurs? Hvordan kan forskningen vedligeholdes og fortsætte i en krisetid, hvor funding til fagområdet ikke er en selvfølge, snarere tværtimod? Ausserers keynote var et opråb om samarbejde på tværs af fagligheder i akademia og på tværs af skellet mellem akademia/policy makers , mod at ændre den offentlige anti-feministiske diskurs – særligt i forhold til transpersoners forhold, race og klasse. En vigtig vej til ændringer gik ifølge Ausserer gennem at formulere sig tydeligt og enkelt i medierne. Dette blev dog anfægtet løbende gennem konferencen af andre oplægsholdere, der mente, at et forsimplet akademisk sprog, der er målrettet mainstream medier og policy makers, er problematisk, da det hurtigt kommer til at forsimple til et punkt, hvor præmissen for at være genkendelig også bidrager til at opretholde stereotyper i stedet for at nuancere. Det er vigtigt ikke at simplificere til en sådan grad, at den kritiske akademiske baggrund eller fundamentet for forskningen forsvinder.

Den anden keynote, Agnes Hubert (PRESAGE/Sciencepo/OFCE), repræsenterede i højere grad policy-making-aspektet af konferencen.  Hendes keynote havde titlen: Can European Citizenship work as an catalyzator for feminist change? Gennem sit oplæg knyttede Hubert kvinders rettigheder og kønsligestilling i Europa med etableringen af og medborgerskabet i EU. Hun advokerede for, at i EU er en måde at skabe bro mellem policy makers og akademikere gennem gendermainstreaming. Efter Huberts oplæg blev hun mødt af kritik for at udelade at forholde sig til, hvad Europæisk medborgerskab er og for hvem. Hvad betyder EU-medborgerskabet i et globalt perspektiv? Som eksempel på kritikken påpegede kønscenter-lederen ved Central European University (CEU), at der i øjeblikket befinder sig mange kvinder i EU uden nogle former for rettigheder og hver dag kommer der flere, derfor understregede hun, er det vigtigt at tage højde for kvinders rettigheder på globalt plan.

Plenumdebatter: EU, kønsforskning og udfordringer

Udover de to keynote speakers bestod konferencen af en række paneldebatter, der fordelte sig over en forskellige temaer såsom: Men and Masculinities; Gender Based Violence; Genderifying Economic Analysis; Gender Mainstreaming and Gender Budgeting samt tre plenumdebatter, der forholdt sig mere direkte til konferencens tema. Placeringen af konferencen i Litauen betød, at der blev lagt særlig vægt på forholdene i de østeuropæiske/post-socialistiske lande. Den første plenumdebat, Bridging gender research and policy-making to tackle the new and emerging challenges the European union is facing, udsprang af et ønske om at forstå, hvordan kønsforskere og forskning i køn kan anvendes bedre i og af policy-making institutioner og internationale organisationer. Rundt om bordet blev det hurtigt tydeligt, at der var en vis udmattelse over at beskæftige sig med et fagområde, der i bedste fald er nedvurderet. Flere nævnte den økonomiske krise og mangel på funding som meget nærværende udfordringer, men endnu tydeligere var manglen på institutionaliseret anderkendelse både på universiteterne og på europæisk niveau.

Tamas Heizer (EIGEs Management Board) beskrev etableringen af den første uddannelse i kønsstudier i Budapest, Ungarn, i september 2016 på Central European University (CEU). Uddannelsen blev etableret med stor kritik fra lokale og nationale politikere. I år har den ungarske regering tænkt sig at lukke CEU (link). Heizer sluttede med at konkludere, at kønsforskere og policy-makers med et fokus på køn ikke er højt prioriteret i EU.

Mari-Liis Sepper (Trangender Europe) mente, at akademisk forskning oftest er bagud i forhold til, hvad der sker på kønsområdet i praksis eller i det levede liv, og at policy makers altid er bagud i forhold til, hvad der sker i akademia. En pointe kunne derfor være at forholde sig til, hvordan disse forskellige områder af og interesser for køn forbindes: levede liv/aktivisme, akademia og policymaking. 

Anden plenumdebat, Feminism and Gender studies in Central Europe and policy influence, havde til formål at dele erfaringer med at bedrive kønsforskning eller at implementere køn i organisationer og institutioner fra forskellige central/øst europæiske lande. Nogle af de indledende spørgsmål, der blev stillet fra konferencen til denne plenumdebat var: hvilken rolle spiller kønsstudier i regionen? Hvilken indflydelse har kønsforskningen på politiki regionen? Hvilke spørgsmål vedrørende køn synes at være dominerende?

Det korte svar var næsten enstemmigt rundt om bordet, at køn er vigtigt at få implementeret i undervisning og i institutionerne – med andre ord, at det er vigtigt at institutionalisere køn og kønsforskning for at bevare forskningsområdet. Der er sket mange vigtige og spændende ting på kønsforskningsområdet, men de sidste par år er opbakning på området forsvundet. Samtidig blev der peget på en grundlæggende ændring af forholdene på universiteterne mod en mere neoliberal forskningsmodel. Biljana Kašić​ (University of Zadar; Centre for Women's Studies, Zagreb) sagde blandt andet, at akademia er blevet et sted, hvor man skal sælge sit arbejde konstant. Det er den neoliberale indflydelse på akademia. Hun fortsatte med derudover at pege på en tendens til at vestens forskere igen overtager mere og mere, hvilket betyder at de post-socialistiske lande og forskere forsvinder mere ud i periferien og bliver mindre synlige og mindre anerkendte. Det resulterer i en akademisk migration fra de post-socialistiske lande til vesten og øger den neoliberale tendens.

I Beograd i Serbien har der i næsten ti år eksisteret kønsstudier, selvom det muligvis er et token fag, fortalte Daša Duhaček​ (University of Belgrade). Forstået på den måde, at kønsstudier negligeres, bortset fra når det af universitetet skal bruges til at positionerer sig som tolerant eller exceptionelt: vi har jo kønsstudier. Derfor er det spørgsmålet om kønsforskningen har nogen indflydelse på kønspolitik. De emner, der umiddelbart synes at interessere policy makers, er køns- og partnerrelateret vold og abortrettigheder, hvilket Duhaček slutter, må siges at være patriarkalske diskussionsemner.

Konferencen sluttede af med en plenumdebat, Female scientific careers from a global perspective, om tre igangværende projekter, der på hver sin måde forbinder akademia med policy-making.

• Gear Tools
  • GearTools er en Gender mainstreaming platform på EIGEs hjemmeside. Det er et interaktivt værktøj for den offentlige administration. Formålet med GearTools er at skabe en platform, der forbinder teori og policymaking. Det skulle være noget, der kunne bruges i praksis, især af EU-kommissionen til søgning efter relevante fagfolk, idet noget af det, der mangler for at skabe bro mellem policymakers og akademikerer, er viden om forskernes forskellige viden og kompetencer. Jo mere specifikke, jo mere succesfulde. På den måde kan EU med fordel få adgang til den store pool af akademisk talent, der findes rundt omkring i Europa.
  • EIGEs delformål med projektet har været at forbinde erfarne forskeres erfaringer med nye forskere, så der kan ske en vidensdeling.  GearTools er derfor også en platform med en step-by-step guide til at starte projekter.
• Genera Project: Fokus på Gender Gap i akademia i Spanien.
• GenPort: Webportal med adgang til forskellige former for viden om køn: forskning, artikler, blogs. Webportalen er en del af Horizon2020 projektet og skal blandt andet hjælpe forskere, der ikke har meget viden om køn, til at implementere køn i deres Horizon2020-ansøgninger. Derfor er GenPort primært fokuseret på emner vedrørende ligestilling eller gendermainstreaming.

De overordnede formål med konferencen var at skabe et fællesskab på tværs af policy makers og akademikere/forskere. Samtidig var der fra konferencens side et ønske om, at der gennem udveksling af viden kunne dannes grobund for forandring, en bæredygtig forandring i en svær tid. En forandring, der ikke alene er situeret i fremtiden, men vigtig nu og her. 

Der blev rejst nogle spørgsmål på konferencen, der kom til at handle om grundlæggende formidling. Hvordan formidler man til dem, der allerede beskæftiger sig med kønsforskning? Hvordan formidler man til dem udenfor? Er formålet at påvirke policy makers indefra i de diskussioner, der handler om køn, eller er det vigtigere at have indflydelse på, hvad det er der overhovedet bliver diskuteret?