Togrejsen er bøvlet værd

I foråret skulle jeg som ansat ved KU på et par konferencer i Europa. Jeg så frem til at glide behageligt og produktivt gennem landskaber og centraleuropæiske byer. Og med en god gammeldags interrailbillet skulle det gerne kunne gøres både billigt, klimavenligt og behageligt.

Det hele blev naturligvis anderledes – med masser af bøvl og besvær, men også med nogle helt magiske øjeblikke, som gør det værd at tage toget trods alt. Her er min personlige togrejseberetning til advarsel såvel som inspiration.

30 euro for at stå af

På Nürnbergs hovedbanegård blev det lakonisk meddelt, at der ikke kørte flere tog den dag. Klokken var 19, og der var endnu 200 kilometer til München, som var vores destination. Mange passagerer blev ladt i stikken, mens de mest ressourcestærke fandt dyre taxaløsninger.

Togene igennem Tyskland blev i det hele taget konstant omdirigeret eller stod bomstille. I et par tilfælde betød det, at samtlige passagerer fra det hurtige ICE-tog blev flyttet over i korte lokaltog, hvor antallet af passagerer langt oversteg det tilladte.

Én gang blev alle passagerer tilbudt 30 euro for at stige ud og tage med næste tog, men lige meget hjalp det. Ingen ville af, og så futtede det lille tog alligevel afsted med alle ombord.

Bøvl og besvær er altså ikke kun en specialitet i det danske toglandskab, men også udenlands. Overraskende nok er der især i det tyske system i øjeblikket kaos og forstoppelse. For mange passagerer til et gammelt skinnesystem kombineret med underfinansiering og dårlig ledelse, forstår man på medierne. Indtrykket af de tyske ICE-tog som en slags teknisk flagskib fortoner sig hurtigt.

Fælles om passagerskabet

Schicksalsgemeinschaft var det ord, der bedst karakteriserede de problematiske situationer: ’passagerskab’ blev til et fællesskab, et kollektivt og situationsbestemt, identitetsskabende moment. Flere gange undervejs åbnede langsommeligheden for møder og samtaler om både lyse og mørke sider af Europas historie og tilstand.

For eksempel med kvinden, hvis historie personificerede den mere dystre side af tysk historie som opvokset i Prag med en tysk mor og en tjekkisk far. En identitet, der måtte skjules eftertrykkeligt helt op til nutiden, hvor mindet om Nazitysklands voldelige besættelse af det daværende Tjekkoslovakiet stadig står stærkt.

Eller mindet om hendes ophold hos en progressiv middelklassefamilie i Hamborg i 1980’erne før murens fald, hvor hun blev belært om ’vestlig’ ligestilling. Som om, som hun sagde, det efterslæbende Vesttyskland havde noget at byde på i den henseende.

Og så var der mødet med to renæssancetyper en tidlig morgenstund, hvor der også var bøvl med togplanen, og vi igen blev stuvet sammen i alt for få vogne. Kultiverede, engagerede og snakkesalige centraleuropæere. Er Europa på vej mod afgrunden, eller er der stadig håb? Bliver vores børn ødelagt af sociale medier og almindelig forfladigelse? Og hvorfor har Danmark så restriktiv en migrationspolitik? Indimellem suppleret af historiske dyk ned i den komplicerede europæiske fortid, både politisk og kulturelt.

Snakken gik i timevis, mens Erzgebirge stod i det smukkeste morgenlys, og skilte viste vej til Theresienstadt. Turen over de tjekkiske og tyske skinner fortæller i korte glimt en både magisk og dyster historie. »Das ist Europa«, som en af renæssancetyperne sagde, da vi skiltes.

Toget har ingen safe spaces

At rejse med tog gennem Europa er her i 2024 at møde en bred palet af medrejsende, og hverken første klasse eller stillekupéer udgør noget safe space for distingverede rejsende med computer og lav stemmeføring. Togrejser er ensbetydende med et bredt kulturmøde med børnefamilier, det grå guld, forretningsfolk, fodboldfans og togflanører, nogle fascinerende og andre irriterende.

Som svar på vores klimaudfordringer er togrejsen på ingen måde perfekt. Men bøvl og besvær indbyder også til samhørighed og magiske øjeblikke, hvor fællesskabet på skinnerne er festligt, bevægende og lærerigt.

Engang vil jeg rejse i Europa og møde venner overalt, sang vi engang. Den rejse skal til at ske med toget, og jeg kan heldigvis anbefale alle mine kolleger at foretage samme tur som mig, næste gang en konference kalder. Det er ikke mageligt og effektivt som flyet ti kilometer over os. Men så kan det måske noget andet.