Mindeord for Inge Henningsen

Mindeordet er skrevet af Dorte Marie Søndergaard (DMS) og Cathrine Hasse (CH), DPU, Århus Universitet

Danmarks eneste poststrukturalistisk statistiker

Inge Henningsen var noget helt specielt. Hun mestrede tallenes eksakt videnskabelige sprog og statistikkens autoritet, men hun gjorde det med et undersøgende og kritisk blik. I samarbejdet med kønsforskere og forskere, som anvendte kvalitative metoder og teoretisk analytiske tilgange til udforskning af verden, var hun kendt for altid at stille spørgsmål fra overraskende og nye vinkler. Hun kunne åbne tilsyneladende lukkede både undersøgelser og problemfelter med alternative perspektiver og forskningsspørgsmål.

Vi, der var så heldige at få lov at arbejde sammen med hende, gik altid inspirerede fra møder, hvor hun deltog. Både CH og DMS kendte Inge fra det store kønsforskningsprojekt, Køn i Akademia, som var finansieret af forskningsrådene i en femårig periode fra 1996 og frem. Senere arbejdede DMS og Inge sammen i projektet eXbus: Exploring Bullying in School, der startede i 2007, og hun var statistikeren i en gruppe forskere fra så forskellige discipliner som psykologi, pædagogik, jura og filosofi. I projektet trak vi på teoretiske perspektiver med rødder i poststrukturalisme, nymaterialisme, kulturpsykologi og filosofiske kæmper som Hanne Arendt, Butler og Foucault.

Det var gennem de år, Inge fik tilnavn som Danmarks eneste poststrukturalistisk statistiker. Ingen andre kunne dekonstruere statistisk tænkning og granske statistiske ’sandheder’ og måder at designe undersøgelser på, så enhver kunne få øje på ’sandhedernes’ ulighedsskabende effekter. Det blev til mange fælles publikationer gennem årene både før, under og efter eXbus.

Social og faglig generøsitet

Noget særligt kendetegnende ved Inge var hendes både sociale og faglige generøsitet og hendes enestående omsorg for andre. Utallige er de middage, der blev inviteret til i hendes og Knuts store villa på Frederiksberg; og turene til gården i Sydnorge, hvor udsigten fra den udendørs hot tup over dalen og stjernehimlen over løftede diskussionerne til stadig nye højder. For sammen med Inge var det altid fagligt nysgerrige diskussioner, der udgjorde det centrale omdrejningspunkt.

Særlig markant var hendes generøsitet, når det gjaldt unge mennesker, der ikke forstod eller bare trængte til støtte for at kunne gennemskue skolens og uddannelsernes krav til matematisk og statistisk kunnen. Egne børn, andres børn, børns venner, kollegers børn og deres venner – folkeskole- og gymnasieelever, universitets- og ph.d.-studerende – alle var velkomne til lektielæsning og opgavesupervision hos Inge.

Utallige er de børn og unge, hun har hjulpet gennem matematik og statistik, ofte ud fra devisen: du skal ikke forstå det, du skal bare gøre det! Filosofien var, at når man gjorde det, og havde gjort det tilstrækkelig mange gange, begyndte man også at forstå det. Og samtidig med forståelsen kunne det ske, at også meningen med både at gøre og forstå langsomt ville dæmre for een. En af hendes trusler, når folk blev dovne, f.eks. i forhold til fysiklektier, lød: ’Hvis du ikke læser den fysik, ender du med kun at kunne komme ind på fysikstudiet’. Den trussel virkede.

Inge havde altid humoren med, også når hun med et mildt overbærende smil, med hendes store indsigt og hvasse tunge, fik yngre forskere til at synke en klump, når de begav sig ud i diskussioner med denne veteran indenfor Danmarks kønsforskning. Den ene af mindeordets forfattere, CH, mødte selv det milde, men syrlige smil, da hun som nyslået forsker blev budt velkommen i det gennembrydende tværvidenskabelige forskningsprojekt Køn i Akademia fra 1996.

Kritiker af politisk brug af statistik og kønnet ulighed i forsking

CH havde lavet en spørgeskemaundersøgelse af fysiskstuderendes motivation for at søge ind på fysikstudiet og havde fundet, at omtrent en tredjedel af de studerende, der søgte fysikstudier i 1996, var inspireret af science fiction – og på nær en kvinde var de alle mænd.  Men hvad kunne man egentlig konkludere på et så spinkelt data grundlag, sagde Inge og løftede et øjenbryn? Vi mere humanistiske forskere kom ofte til kort, når vi skulle forklare vores fund i en verden, der slog tilbage med hardcore statistik. Men generøse Inge åbnede sine arme for de talblinde, diskuterede med, løftede og hjalp til med at gøre undersøgelsen solid og værdig til at blive publiceret i Køn i Akademias egen serie af arbejdspapirer (hvor den udkom i 1998). Sådan noget glemmer man aldrig, og der sidder mange rundt omkring, der har lignende erindringer om Inge Henningsen.

Inge var en løvekvinde, der fra sine unge år og livet igennem var involveret i venstreorienterede miljøer. Som kvinde var det usædvanligt, at hun valgte at kombinere en kandidatgrad i statistik (fra 1966) med et livslangt kvindepolitisk engagement. Kønsopdelte data var afgørende i hendes samtid for at kunne dokumentere de store skævheder mellem mænd og kvinders vilkår for livsudfoldelser. Hun forstod om nogen, at ligestillingsanalyser ikke bare handlede om tal,  men måtte inkludere et fokus på de effekter en tilsyneladende ligeværdig politik kunne have i praksis. Som hun selv formulerede det:  ”For selv om et initiativ er formuleret kønsneutralt, vil det meget ofte have væsentligt større konsekvenser for det ene køn end det andet” (Henningsen 2015, s 96).[1]

Hun talte ofte meget direkte til politikere om alt det, de glemte, når de plukkede statistik ned fra træet som frie frugter – og hun tog livtag med de store spillere, f.eks. også med PISA undersøgelserne.[2]  Når politikerne fremhævede at samfundet skulle have de bedste og de mest kompetente ph.d.er var Inges modsvar, at de, der havde de højeste karakterer, befandt sig på humaniora, hvor der var meget få stipendier. Hendes statistikker understøttede med tal det argument, at de dygtige studerende på humaniora, burde have flere chancer for et få en forskeruddannelse. Men stipendierne befandt sig andre steder f.eks. på naturvidenskab.

Det skal også forstås i den kontekst, at det var umuligt at diskutere om der skulle gøres noget særligt for at få flere kvinder ind i forskningen. Det behøvede man ikke, mente politikerne, for det handlede om kompetencer. Den myte rev Inge fra hinanden med sin argumentation, som byggede på statistik. Skævvridning i tildelingen af ph.d.-pladser og nedsablingen af bestemte uddannelser rammer især kvinder viste tallene. "Det glemmer man i dimensioneringsdebatten”, sagde Inge Henningsen.[3]

Inge var en pioner. Hun var frygtløs i sine analyser – ikke mindst i analyserne af ulighed og af magthavere. Hendes faglighed vil blive savnet. Hun vil blive savnet både som kollega og som ven.

[1] Inge Henningsen, Karen Sjørup, Kirsten Precht, Niels Ploug  (2015) Målbar Ligestilling. Statistik som værktøj til fremme af kønsligestilling i kommunerne Ligebehandlingsafdelingen, København, udgivet af Institut for Menneskerettigheder

[2] "Forskere forklarer teknikken bag PISA og påpeger fejl og mangler" (in Danish). DPU. 2 May 2017. Retrieved 19 august 2024.)

[3] Fra https://dm.dk/akademikerbladet/aktuelt/2015/maj/ligestilling-til-debat/

 

Emner