Hanne Petersen tale
“Kønskoordinationen - et åndehul på stats- og markedsuniversitetet.”
Hanne Petersen, professor emerita i retskulturer
Vi står her i dag i anledning af en overgang – en transition, som forhåbentlig også bliver en ny begyndelse. Kønskoordinationen, som har haft til huse på Sociologisk Institut i det meste af det 21. århundrede flytter sammen med Det samfundsvidenskabelige Fakultet ud på Amager, hvor alle formentlig bliver ’fortættet’, som det hedder. Hilda Rømer, der har været leder af koordinationen i årtier, holder op og Kønskoordinationen overgår til Humaniora.
Jeg fik invitationen til at holde denne lille tale, den dag, jeg var på SMK for at se udstillingen ”Against All Odds”, om kvindelige kunstneres vilkår i slutningen af det 19. århundrede, og jeg vil citere lidt fra omtalen af denne udstilling, fordi den forekommer mig af have en relevans også i dag, ca 150 år senere. Jeg vil samtidig lige tilføje, at kvinder ca samtidig fik adgang til Københavns Universitet i 1875 – altså for 150 år siden til næste år. Jeg er bekendt med, at universitetets rent mandlige ledelse forbereder et jubilæumsarrangement i den anledning. Men nu til citaterne.
”I årene 1870-1910 fik en række nordiske kvindelige kunstnere succes imod alle odds. Men succesen til trods, blev de senere glemt og forsvandt lige så stille ud af historien…
Fælles for de 24 kunstnerne på udstillingen er, at de alle forlod deres nordiske hjemland for at forfølge kunstneriske ambitioner ude i verden i blandt andet Tyskland, Italien, Frankrig og Grækenland. Her mødte de andre kvinder i samme situation og dannede netværk på tværs af landegrænser.
Det internationale netværk blev en støtte – et kosmopolitisk alternativ til kvindernes hjemlande, hvor de kun havde begrænsede muligheder for at uddanne sig og arbejde som kunstnere. Hermed lykkedes det dem alle at opnå succes og anerkendelse i deres egen tid. Men i eftertiden fremvoksede en konservativ modstand mod kvinder – og de blev alle mere eller mindre skrevet ud af historien.”
Det slog mig, da jeg så og oplevede udstillingen, at der synes at være nogle fællestræk imellem situationen for 150 år siden og i dag. Også ved dette årtusindskifte har Kønskoordinationen –ligesom kønsforskningen været meget internationalt og tværfagligt orienteret. Den har givet mulighed for at forfølge forskningsmæssige og uddannelsesmæssige ambitioner og tage initiativer, som der hverken i slutningen af det 20. eller begyndelsen af det 21. århundrede har været voldsomt gode muligheder for at realisere på de mono-faglige faglige fakulteter på KU. Studerende og forskere med interesse for kønsforskning har oftest skullet flytte sig fra fakulteterne for at få undervisning og faglige anerkendelse bl.a. igennem det Gender Certificate, som Koordinationen og Hilda Rømer Christensen har gjort en stor indsats for at få udviklet og godkendt administrativt.
I selve kataloget til SMKs udstilling stilles der er spørgsmål, som man måske også kan gentage her:
”Spørgsmålet er, om det giver mening at skrive dem (kunstnerne) ind i netop den historie, der skrev dem ud, eller om vi skal forestille os helt nye måder at skrive historie på?”
Og på hjemmesiden citeres Emilie Boe Bierlich, som er udstillingens hovedkurator – måske for en slags svar:
”Med udstillingen gentænker vi kunstnernes placering i historien. Og i stedet for at forsøge at skrive dem tilbage i den historie, der slettede dem, udforsker vi, hvordan ny teknologi kan bruges til at forstå og formidle fortiden”
Vi har i dag langt, langt flere kvindelige studerende ved landets ældste universitet en tilfældet var for bare 75 år siden. Så i dag er kvinders position i universitetsverdenen ikke ’against all odds’. Men kvinder har faktisk stadig ganske mange odds imod sig
Hverken det statsfinancierede universitet, der dominerede i København indtil begyndelsen af det 21. århundrede, eller dét markedsuniversitet, der tog over, har været særlig imødekommende overfor inklusion af hverken kvindelige forskere eller undervisere i toppen af hierarkiet. Der er langt endnu til ligestilling på den front. Kvindelige studerende (som nu på mange fag udgør over halvdelen), der måtte ønske sig et andet og kønsbevidst blik på fagenes indhold og på sammenhænge imellem fagene lades også i høj grad i stikken. Disse perspektiver trives stadig på trods. – Men også på baggrund af den inspiration, der udspringer af det globale og internationale samarbejde.
Så hvordan skal vi skrive en ny universitetshistorie? Det kunne være én blandt mange opgaver på den nye adresse.
Jeg håber at Kønskoordinationen vil fortsætte med at være et åndehul for nye tanker, idéer og aktiviteter, også efter flytningen til det måske mere moderne og kosmopolitiske Amager. Men vi kan på ingen måde være sikre, og der er fortsat kampe, der skal kæmpes.
For nu, MANGE tak til Hilda og til alle jer, der har løftet og båret Kønskoordinationen i den første del af dette århundrede.