Andrea Peto tale

Andrea Peto,
En afsked er ikke et farvel.

Tak for invitationen, og jeg er beæret over at være taler ved dagens begivenhed. Lad os sammen fejre det fantastiske og banebrydende arbejde, som Koordinationen for Kønsstudier ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har udført i de sidste årtier med at fremme kønsstudier i Danmark og ud over landets grænser. Jeg mødte Hilda Romer Christensen og hendes kolleger i slutningen af 1990'erne, da vi var engagerede i at opbygge kønsstudier i Europa. Jeg blev valgt som medpræsident for den Europæiske Sammenslutning for Kønsforskning, Uddannelse og Dokumentation, og jeg kunne altid stole på arbejdet fra Hilde og hendes kolleger fra Skandinavien. De bidrog ikke kun med en succesfuld historie om institutionalisering og mainstreaming af køn i beslutningstagning, men også med det bedste eksempel på transnational feministisk solidaritet. Centret arbejdede aktivt på at opbygge forbindelser til det såkaldte Østeuropa, det nye Europa, og støttede forskere, programmer og institutioner.

Nu er vi her i dag for at diskutere den næste fase af kønsstudier ved Københavns Universitet, og I har inviteret mig til at tale om dette. Du spørger måske, hvorfor mig?

Dette spørgsmål er vigtigt, da jeg som professor i kønsstudier ved CEU har lidt tab tre gange. Mit akademiske felt, kønsstudier, blev slettet fra den akkrediterede studieoversigt i Ungarn i 2017 uden nogen form for høring. CEU blev tvunget til at flytte fra et EU-medlemsland til et andet for at bevare sin akademiske frihed. Om sommeren 2020 flyttede mere end 300 fakultetsmedlemmer og ansatte samt 1200 studerende fra Budapest til Wien. Og for det tredje måtte jeg træde tilbage fra den ungarske akkrediteringskomité, da præsidenten for komitéen krævede, at jeg skulle trække min fagfællebedømte akademiske artikel tilbage fra det ellers mindre kendte tyske akademiske tidsskrift Berichte zur Wissenschaftsgeschichte. Denne artikel om illiberal akademisk autorisation er nu blevet den mest læste artikel i tidsskriftet. Denne uønskede anerkendelse, eller som Eric Fassin kalder det, 'paradoksal anerkendelse', skabte en politisk mulighed for at dele mine tanker med det bredest mulige publikum.

Min personlige historie illustrerer også, at angrebene på den akademiske frihed ikke sker i 'fjerne lande, som vi ved så lidt om', for at parafrasere Chamberlain, da han underskrev aftalen med Hitler i håbet om at redde freden, men allerede inden for Den Europæiske Union. Her og nu. Hvad er disse foruroligende udviklinger?

Disse systematiske og systemiske angreb på kønsstudier er en del af anti-kønskampagner forbundet med den anti-kønsbevægelse, en nationalistisk, neokonservativ reaktion på polykrisen (migration, finansiel og sikkerhedskrise, krig i Europa og Mellemøsten) skabt af den globale neoliberale verdensorden. Den bruger køn som symbolsk lim til at skabe alliancer af had og udelukkelse, til at redefinere, hvad der er "normalt", og skabe levedygtige og ønskværdige alternativer til vælgerne i forhold til det liberale demokrati. Den bruger også neoliberale ledelsesværktøjer til at tie kritiske stemmer, ofte under sloganet om ytringsfrihed og akademisk frihed. Disse illiberale bevægelser, der angriber kønsstudier som en akademisk disciplin, vinder støtte over hele Europa. Denne krig udkæmpes i højere uddannelse, og ytrings- og akademisk frihed kapres af de illiberale kræfter for at eliminere kritiske rum sammen med den offentlige videregående uddannelse.

"Kønsakademiet" (forstået her som samlingen af institutioner og forskere, der har fremmet kritisk viden med fokus på kvinder, LGBTQI+ og køn generelt) kan – og har til tider – været udsat for marginalisering, nedskæringer, stigmatisering og endda direkte lukning eller de facto tavshed og udvisning. Disse kritiske uddannelses- og forskningsmiljøer elimineres gennem bøjning, smedning, brud og despecifikation. Sammen med Yasmine Ergas og andre kolleger undersøgte vi de forskellige angreb på kønsakademiet globalt og opstillede en typologi.

“Smedning” refererer til ændringer, der bryder væsentligt med en mainstream-konsensus uden nødvendigvis at udfordre retsstaten, som f.eks. at bruge eksisterende institutioner til at eliminere kønsforskningsenhedens uafhængighed.

“Brud” indebærer forbud mod kønsstudier uden for den liberale juridiske konsensus.

“Bøjning” involverer en omfortolkning eller deaktivering af eksisterende lovgivningsmæssige begrænsninger på måder, der ikke er formelt ulovlige, men som undergraver eller trodser liberale demokratiske normer, som f.eks. budgetforhandlinger om GS, der ender med at efterlade GS underfinansieret.

"Despecifikation" refererer til bevidst at nedtone eller omdefinere kønsstudier til andre programmer – såsom familiestudier – og dermed rebrande og nedfælde kønsstudier til andre programmer, ofte under andre navne, på måder der reelt tømmer dem for deres kritiske betydning. Selvom stater har mobiliseret forskellige strategier, er den samlede effekt, at kønsstudieprogrammer som videnproduktionssteder svækkes, ligesom deres potentiale som arnesteder for kritisk fortalervirksomhed og politikdannelse.

Dette sker ikke uden vold. For nylig kan kønsstudieforskere ikke klage over manglende interesse i deres arbejde. Fakultetsmedlemmernes indbakker er fyldt med forespørgsler om deres forskning, invitationer til offentlige debatter i forskellige medier og kommentarer til pressen. Samtidig bliver kønsstudieforskere mål for offentlig online chikane og er blevet navngivet som fjender af nationen på forsiderne af nationale aviser med det formål at tavshed og ydmygelse af akademikere.

For at kunne modstå, må vi først vide, hvilken fare vi står over for, når kønsstudier oplever trusler, delegitimering, anti-intellektualisme og kapring af dets sprog – despecifikation. Sammen med Weronika Grzebalska kalder vi disse nyligt opbyggede stater for illiberale polypor-stater, baseret på deres fælles modus operandi. Polyporen er en parasitisk pore-svamp, der lever på træ og ikke producerer andet end flere polyporer. I modsætning til politologer, der beundrer effektiviteten af disse illiberale stater, som ødelægger demokratiske institutioner, hævder vi, at polypor-stater ikke har originale ideer; i stedet tager de andres ideer og bruger dem til deres eget formål: selvopretholdelse af deres egen separate verden. Polypor-institutioner maskerer sig som "rigtige" akademiske institutioner, dvs. som "en af dem". Polyporen skaber ikke kun parallelle institutioner, men svækker også allerede eksisterende infrastruktur og miskrediterer dens aktiviteter. Den illiberale stat ødelægger også systematisk enhver anden eksisterende mekanisme for videnskabelig evaluering og forvandler udtømte institutioner til performative formaliteter, der gør dem til rene simulakrummer af de oprindelige institutioner. Tænk på despecifikation. Polypor- og statsinstitutioner med samme profil adskiller sig ved, at de tilgængelige statsbevillinger til polypor-institutionerne synes ubegrænsede, nu hvor midler fra andre statsinstitutioner pumpes ind i de statsfinansierede polypor-institutioner, hvilket fører til yderligere forarmelse af de statsstøttede institutioner.

Hvordan påvirker disse fire strategier kønsstudier?

1. Kønsstudier som populærvidenskab

Som følge af anti-kønskampagnen er produktionen af viden inden for kønsstudier forandret for altid, da kønsstudier er blevet en populærvidenskab. Politikere, offentlige intellektuelle og endda arbejdere, der spiser morgenmad på en bager, udtaler sig selvsikkert og autoritativt om faglige emner som seksualundervisning eller pensum for masterstudier, uden nogen form for viden eller træning inden for kønsstudier. Som Sara Garbagnoli har påpeget, er Judith Butlers bøger og andre kønsforskeres værker nu placeret ved siden af anti-kønsværker i boghandlere, som om de havde samme videnskabelige vægt i kønsstudier.

Dette sker paradoksalt nok under en genopblussen af troværdigheden for videnskab og eksperter på grund af den globale pandemi. Denne genopblussen af tilliden til videnskaben er ikke gået ubemærket hen af illiberale aktører, hvilket har ført til, at illiberale statsfolk anvender de samme videnskabelige redskaber i deres kamp mod kønsstudier ved at citere en sammensurium af undersøgelser på en tilfældig måde, hvilket gør det muligt for dem at undergrave relevansen af kønsforskning og dens empiriske resultater samt værdien og legitimiteten af dens videnskabelige bestræbelser generelt.

2. Tilegnet akademisk autorisation

Parallelsystemer for akademisk autorisation udvikles af illiberale stater. Den illiberale stat ødelægger systematisk andre eksisterende mekanismer for videnskabelig evaluering og forvandler højere læreanstalter til performative formaliteter og gør dem til rene efterligninger af de oprindelige institutioner. Mens den illiberale polyporstat hacker kvalitetssikringen gennem akkrediteringskomiteer, efterligner den også det neoliberale videnskabelige evalueringssystem for indekser. Eksempelvis, som følge af nylige ændringer i samlingen af ungarske videnskabelige værker (MTMT, Magyar Tudományos Művek Tára), hvor alle ungarske akademikere skal uploade deres publicerede værker sammen med citater, er en publikation i et Q1-tidsskrift (det højst rangerede internationale tidsskrift) kun lige så meget værd som en publikation i et hvilket som helst ungarsk videnskabeligt tidsskrift. Det samme sker i Polen: under den nylige ændring af evalueringssystemet er internationale, fagfællebedømte engelsksprogede tidsskrifter blevet erstattet på listen over krævede publikationer med lokale, polske tidsskrifter, hvis profiler og redaktioner selvfølgelig er pro-regering. Under denne hacking af kvalitetssikringssystemet er den tidligere konsensus om at publicere på engelsk i videnskabelige tidsskrifter også blevet sat spørgsmålstegn ved. Dette signalerer en ændring i videnskabelig orientering; i stedet for at orientere sig mod det globale nord, retter den videnskabelige diskurs sig nu snarere mod øst, mod Rusland og Kina. Denne skiftende geopolitiske fokus implementerer paradoksalt nok en forvredet afkolonisering af videnskaben: gør den mindre demokratisk og mindre inkluderende. Den instrumentaliserer den postkoloniale diskurs og bruger den til sine egne hegemoniske formål. For kønsstudier, hvor 'den hellige gral' har været at blive publiceret i blandt andre Signs, Feminist Theory eller The European Journal of Women's Studies, er alle disse præstationer pludselig blevet gjort usynlige.

3. Kønsstudier bliver familiestudier eller sociale studier af mænd og kvinder – farlige tilpasninger

   Hvad kan alle de forskere inden for kønsstudier gøre, når deres felt, deres arbejde og deres publikationer ikke blot bliver stemplet som værdiløse og ubrugelige, men også farlige, og de ikke kan eller ikke ønsker at emigrere til steder, hvor det globalt krympende akademiske rum snart ikke vil tilbyde akademisk beskæftigelse alligevel? Da det autentiske studium af kønsstudier blokeres af de illiberale staters “videnskabspolitik”, og studiet af familiepolitik som et videnskabeligt foretagende og en professionel redningsplanke er blevet etableret, er mange forskere tilsyneladende dukket op igen som eksperter inden for familiepolitik eller familiestudier. Dette følger udviklingen i russiske kønsstudier, hvor programmer for kønsstudier bliver til programmer for familiestudier. Denne strategi for tilpasning er velkendt for midaldrende intellektuelle fra kommunisttiden: man kan forfølge en karriere og udgive publikationer, så længe man ikke åbent er imod regimet. Corvinus Universitet for Økonomi og Erhverv i Budapest (en af de første privatiserede institutioner i Ungarn) var tidligere en pioner inden for kønsstudier gennem arbejdet på dets sociologiske afdeling. Det allerførste center for kønsstudier blev grundlagt dér, og en strøm af unge, kønssensitive politiske og sociale videnskabsmænd dimitterede derfra. Et nyt engelsksproget masterprogram i økonomi af familiepolitik og offentlige politikker for menneskelig udvikling er nu blevet etableret der som en del af regeringens familie-mainstreaming-koncept, med bidrag fra nogle af de mest kendte feministiske kønseksperter. I Polen har kvindestudier og forskning om kvinder oplevet en ny opblomstring, dog ikke uden teoretiske og politiske risici.4

4. Indeksering af akademisk frihed – en mulig mission?

   Den europæiske videnskabelige infrastruktur var uforberedt på fremkomsten af illiberal videnskabspolitik og illiberale videnskabelige institutioner, der ser ud som enhver anden videnskabelig institution, men i virkeligheden ikke er det. Dette illustreres tydeligt af det faktum, at den ungarske akkrediteringskomité opnåede sin europæiske licens fra ENQA først efter, at CEU blev tvunget i eksil, og det toårige masterprogram i kønsstudier blev fjernet fra den akkrediterede studieoversigt. Disse illiberale institutioner bruger det neoliberale sprog om ekspertise, konkurrenceevne, indflydelse, social rækkevidde og indekser; dog er de alle svindel og tomme. En mulig strategi er blevet foreslået i den seneste rapport fra Scholars at Risk: “Akademisk frihed anerkendes ikke i nogen af de indflydelsesrige universitetsrangeringer. Som referencepunkt for forskere, universitetsadministratorer og regeringer har datasæt som Shanghai Ranglisten, The Higher Education World University Ranking, QS World University Ranking eller U-Multirank en unik position til at forbedre akademisk frihed ved at ændre incitamentsstrukturer for studerende, forskere, universiteter og regeringer.” Det er tvivlsomt, om indførelse af akademisk frihed som et indeks i de neoliberale ranglister ville bidrage til meningsfulde ændringer og, vigtigst af alt, forhindre spredningen af illiberale styringspraksisser inden for højere uddannelse. Spørgsmålet er, hvilken indvirkning det vil have, hvis institutionernes holdning til kønsstudier samt måling af akademisk frihed bliver globalt.

   I lyset af samordnede forsøg på at nægte deres akkreditering, begrænse deres finansiering, delegitimere deres paradigmer og begrave dem i andre aktiviteter, der udvisker (eller helt negaterer) den kritiske betydning af deres arbejde, har forskere mobiliseret, skabt “sikre” kollektive rum, herunder universiteter i eksil, uformelle akademier, solidaritetsnetværk og udviklet strategier for daglig modstand. Kønsstudier er blevet “cool”, og aldrig før har der været så mange ansøgere til vores programmer. I Polen blev det andet masterprogram i kønsstudier akkrediteret i foråret.

   Historien om GS-koordineringen ved Københavns Universitet viser ikke kun angreb på kønsstudieprogrammer og forskere, men også deres evne til at modstå og fortsætte arbejdet. Illiberale stater kan bruge brud, bøjning, smedning og despecifikation til at undergrave kønsstudier og begrænse kønsforskeres arbejde, og vi kan beskrive formerne for modstand. Vi har set forskere finde andre steder og metoder til videnproduktion og formidling, omdefinere sig selv for at fortsætte deres forskning og undervisning, oprette netværk, der kan give intellektuel, praktisk og politisk støtte, og mobilisere både internationalt og nationalt for at demonstrere, at aktivistisk forskning er en essentiel form for akademisk engagement i en tid med global krise og national undertrykkelse. Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med dette i fremtiden. Lotta continua.

References:

Peto, Andrea, Academic Freedom and Gender Studies: An Alliance Forged in Fire. Gender and Sexuality Journal 2020. Vol.15. 9-24. https://www.ssoar.info/ssoar/bitstream/handle/document/72237/ssoar-gendersoc-2020-peto-Academic_Freedom_and_Gender_Studies.pdf?sequence=1&isAllowed=y&lnkname=ssoar-gendersoc-2020-peto-Academic_Freedom_and_Gender_Studies.pdf

Grzebalska, Weronika, Peto, Andrea „The gendered modus operandi of the illiberal transformation in Hungary and Poland”, Women's Studies International Forum 2018,  Vol. 68. 2018. May-June. 164-172. https://www.illiberalism.org/weronika-grzebalskaa-and-andrea-peto-the-gendered-modus-operandi-of-the-illiberal-transformation-in-hungary-and-poland/

The Illiberal Academic Authority: An Oxymoron? Berichte für Wissenschaftsgeschichte 4.2021.pp. 461-469. https://doi.org/10.1002/bewi.202100013

Ergas, Yasmine, Jazgul Kochkorova, Andrea Pető, and Natalia Trujillo, Disputing “Gender” in Academia: Illiberalism and the Politics of Knowledge by in Politics and Governance (ISSN: 2183–2463) 2022, Volume 10, Issue 4. https://www.cogitatiopress.com/politicsandgovernance/article/view/5529

Emner