Rollatoren står som et symbol på forfald, men bør hyldes som en innovativ landvinding

Kronik af lektor Hilda Rømer Christensen (Koordinationen for Kønsforskning/Sociologisk Institut) i Information den 31. august 2021.

Rollatoren er usexet og er for mange et symbol på alderdom og forfald, skriver lektor i sociologi Hilda Rømer Christensen.

Det er blot 30 år siden, at den første rollator rullede ud i Danmark og revolutionerede mange gangbesværedes mobilitet. Men trods dens enestående succes er rollatoren stadig omgærdet af skepsis og fordomme. Tiden er inde til at forbedre rollatorens omdømme!

Rollatoren rummer et paradoks, for selv om den nu er blevet en af de mest kendte og anvendte velfærdsteknologier, er der stadig mange – både ældre brugere og yngre medborgere – som har et ’problem’ med den: Den er usexet og er for mange et symbol på alderdom og forfald. Et image, som står i skarp kontrast til den livskvalitet, den sikrer sine brugere. For rollatoren er i virkeligheden et stykke ægte innovation.

Som teknologisk hjælpemiddel befinder rollatoren sig i en mellemposition mellem kørestolen, som låser kroppen til en stol, og på den anden side forskellige former for stokke og krykker, som giver støtte og balance til brugeren.

Både kørestolen og stokken har vi kendt i lang tid, men rollatoren fik vi først, da Aina Wifalk, en svensk sygeplejerske og sociolog, opfandt den i slutningen af 1970’erne. Wifalk var hverken en insider på det gerontologiske felt eller en forretningsdreven person. Hun var derimod ramt af polio og havde et stærkt ønske om fortsat at være i stand til at gå trods sit handicap.

Allerede i 1965 præsenterede Wifalk manupeden, der er et træningsredskab for personer med fysiske handicap. Senere i 1978, da Wifalks handicap blev værre, præsenterede hun den første model af en rollator, som blev kaldt en walking frame. Rollatoren blev herefter sat i produktion støttet af en statslig udviklingsfond og i samarbejde med et svensk firma.

Dens sejrsgang manifesterer sig i dag ved, at rollatoren er blevet mainstream i sundhedssektoren. For eksempel foreskriver serviceloven, at rollatorer skal stilles gratis til rådighed for personer med nedsatfunktionsevne for »at understøtte deres evne til at håndtere aktiviteter i hjemmet og deltage i samfundet«. Men alligevel er det i dag ikke alle, der er lige glade for rollatoren.

Et kvindeligt ikon og mandligt forfald

En forklaring er, at rollatoren ofte kædes sammen med kønsforestillinger. Altså hvordan vi ønsker at leve op til bestemte former for maskulinitet eller femininitet og de eksplicitte og implicitte kønnede eller sociale koder, som er med til at styre vores sociale præferencer.

På papiret er rollatoren et neutralt hjælpemiddel, i modsætning til for eksempel bilen, der typisk kodes til noget maskulint. Men virkeligheden er langt mere dynamisk og modsætningsfyldt.

Hvem husker ikke dronning Ingrid, der ved et kongeligt bryllup i 1998 viste sig offentligt med en rollator? Det står printet i bevidstheden hos den ældre del af befolkningen som et øjeblik, der for nogle markerede et skifte i samfundets normer.

I den danske presse blev dronningen fremhævet som en rollemodel, der opmuntrede andre til ikke at skamme sig over deres rollator. Et ikon for andre – især ældre kvinder. Her blev rollatoren altså et symbol på noget handlekraftigt.

Et modsatrettet eksempel knytter sig til retssagen mod filmproducenten Harvey Weinstein, som blev dømt for seksuel chikane og voldtægt af en række kvinder. Da Weinstein viste sig med en rollator på vej til retssalen, udstillede det ham som en falden og svækket mand. The New York Times skrev kritisk, at Weinstein bidrog til at gøre retssagen til et teatralsk show, som kunne skaffe ham en mildere dom, og at brugen af rollatoren stereotypiserede og nedgjorde andre med fysiske svagheder.

Weinsteins ynkelige fremtræden sendte i hvert fald et budskab om, at rollatoren er en genstand, der er forbundet med forfald og svækket maskulinitet. Noget uønsket, uværdigt og umandigt. Eksemplerne viser, at rollatoren ikke er et neutralt hjælpemiddel.

Forestillinger om både køn, alderdom og svaghed spiller alt efter konteksten en central rolle for vores syn på rollatoren.

De forskellige opfattelser sætter også deres spor blandt nuværende og potentielle rollatorbrugere, som jeg har interviewet i forbindelse med et casestudie af rollatorkulturen, som en del af projektet TInnGo. Her viste det sig, at synet på rollatoren som elsket, hadet eller bare et nødvendigt onde er tæt forbundet med subjektive og ofte kønsbaserede alderdomsstrategier.

For nogle havde rollatoren en meget positiv rolle og blev omtalt som en god ven i det daglige liv. »Mig og rollatoren er bedste venner,« som en kvinde på 90 år sagde. En anden kvinde fremhævede rollatoren som et socialt samlingspunkt, fordi den får folk til at være hjælpsomme, og fordi man både kan gå med den og stoppe op og sidde på den.

Omvendt var der flere respondenter, der så rollatoren som en trussel mod deres kropslige integritet – og kønnede selvforståelser. Et træk, som særligt blev nævnt af mænd:

»Hospitalet tilbød mig en rollator efter min operation. Men jeg afviste det – både af stolthed af forfængelighed. Nu bruger jeg stokken til at komme til og fra bilen.«

På mange måder er dronning Ingrid og Weinstein repræsentative for holdningerne til rollatoren. Enten ses den som et middel til frigørelse eller som en trussel mod samme. Faktum er dog, at den er et nyttigt hjælpemiddel for rigtig mange mennesker. Men hvordan kan den slippe af med sit forfaldne rygte?

Rollatoren er overset i byplanlægningen

Vi kan starte med at sikre rollatoren en plads i byplanlægningen og i alders-, mobilitets- og transportforskningen. Gang som transportform og simple teknologier som rollatoren er i dag ikke en del af de gængse transportanalyser. Samtidig mangler der fokus på ældres mobilitet i de aktuelle mobilitetsredegørelser og -planer for København, som ellers figurerer som en af verdens mest cykelvenlige storbyer.

Andelen af ældre vil stige eksplosivt i det kommende tiår, og det kalder på nye former for byplanlægning i forhold til overflader og fremkommelighed i byens rum.

Det handler om at se på ujævne overflader, blokerede adgangsforhold til offentlige bygninger, ubehagelige elevatorstop og manglende assistance ved ind- og udstigning i busser og tog. Steder, som let kan passeres, hvis ikke man er gangbesværet, kan være umulige med en rollator, men det glemmer man ofte.

Her kan kvalitative og kulturanalytiske rollatorstudier kvalificere indsatsen. Men vi bør samtidig undersøge, hvordan vi gør selve rollatoren som hjælpemiddel mere attraktiv.

Kan vi udvikle rollatorens design, så den bliver mere smart og personlig – som en slags accessoires i forskellige farver og former, sådan at den i mindre grad formidler kropsligt forfald? Nogle har peget på, at rollatoren i sit design er for ensartet og feminiseret.

Kunne rollatorer med en mere maskulin æstetik og små gadgets som plads til en fiskestang eller en øl få flere mænd til at bruge dem? Eller vil det ske, i takt med at vi ikke ser køn så stereotypt, som vi har gjort?

Vi kan også overveje, om det er muligt at indarbejde digitale løsninger i rollatoren og stille den til rådighed i det offentlige rum på linje med delebiler og bycykler.

At ville gøre rollatoren sexet er måske at stile for højt. Men med politisk nytænkning og teknologisk innovation kan vi forbedre og fremme brugen af det, der allerede er et lille innovativt mirakel.

Indtrykket er, at den ældrevenlige by ikke kan fremtrylles ved et par tekniske og kosmetiske ændringer af elevatorer og belægninger. Der er behov for at nyindrette byen. Det kræver fantasi, politisk vilje og nye måder at tænke mobilitet på. Men det er muligt.

Emner