Køn, krise og kreativitet
- strategier og visioner for dansk kønsforskning i det 21. århundrede
Læs om konferencen og de tiltag, den gav anledning til
Køn, krise, kreativitet var overskriften på en forskningsstrategisk konference, som var arrangeret af Det Landsdækkende Udvalg for Kønsforskning og Koordinationen for Kønsforskning. Eventen havde et udadvendt fokus på kønsforskningens relationer til den aktuelle forskningspolitik, både ud fra overordnede - kald dem visionære - forestillinger om, hvordan kønsforskning kan bidrage til at fremme vækst, velfærd og innovation. Og på hvordan kønsforskningen kan konsolidere sin stilling som fagligt felt og disciplin i den frie og strategiske forskning.
Dagens oplægsholdere bestod af et prominent opbud af repræsentanter fra forskningsrådene/forskningsstyrelsen (Katrin Hjort ( FKK) og Inge Mærkedahl (FI)), ligestillingsinstitutioner (Susanne Nour ( IMR) og Arnfinn J. Andersen (Norsk center for vold og traumatisk stress)) samt fra fonde (Anders Hede ( Trygfonden)). Desuden deltog en række politikere: Hanne Agersnap (SF), Yildiz Akdogan (S) og Mette Bock (LA) og en række kønsforskere præsenterede konkrete og aktuelle projekter med kønsmæssig relevans: Ann-Dorte Christensen (Aalborg Universitet) fortalte om et igangværende forskningsprojekt med fokus på sammenhængen mellem maskulinitetsidealer og ulykkesfrekvenser på mandearbejdspladser. Cathrine Hasse (Aarhus Universitet) tog fat på forforståelser af innovation i præsentationen af et projekt om innovation i kvindedominerede professionsfag. Og Lotte Holm (Københavns Universitet) holdt oplæg om køn, mad og fedme og viste, at der er markante køns- og klassemæssige forskelle, når det gælder håndtering af mad og kropsidealer. Noget, som sjældent tematiseres i sundhedskampagner og derfor begrænser deres effekter.
De inviterede oplægsholdere havde på forhånd fået tilsendt et forslag til et nyt program for kønsforskning med ideer til forskning i aktuelle temaer som demokrati og rettigheder, globalisering, omsorg, seksualitet, klima og energi, krop og sygdom, arbejde, økonomi, kultur, medier, innovation og uddannelse. Programmet er udarbejdet af Det Landsdækkende Udvalg for Kønsforskning i Danmark og hensigten er at få styrket og udviklet kønsforskningens potentialer som et samlet forskningsfelt, som aktivt kan bidrage til forståelse af betydelige samfundsmæssige udfordringer som demokrati og globalisering, sikkerhed, migration og alder, krops- og reproduktive teknologier, klima og bæredygtighed, produktion, arbejdsmarked og innovation. Ligesom en samlet satsning på kønsforskning kan ses som et offensivt bidrag til den igangværende implementering af kønsmainstreaming i alle politikområder og offentlige initiativer. Programmet er tænkt som et fireårigt program med et budget på 60 millioner kroner.
Kønsforskningsmiljøets størrelse i Danmark blev præsenteret i nogle grafer som viste de godt 220 danske forskere på feltet, hvor lektorgruppen og professorgruppen sammenlagt udgør de største grupper, mens ph.d.- og adjunktgruppen er meget mindre. Dette er skævheder, som vidner om, at foryngelse og fornyelse er et påtrængende problem, hvis dansk kønsforskning skal overleve i de næste 10 til 15 år. Alt i alt var der med konferencen lagt op til en dialog mellem kønsforskning og den omgivende verden med vægt på kønsforskningens relevans for analyse og løsning af aktuelle problemer både ved introduktionen af igangværende forskning og via det fremlagte forslag om et nyt forskningsprogram.
Og hvad kom der så ud af alle disse anstrengelser med at spille kønsforskningen ind som en værdig og relevant deltager og bidragyder til profileringen af dansk forskning i det 21. århundrede? Der var naturligvis mange gode og velmente råd. Det blev f.eks. pointeret at kønsforskningen skal klargøre sin relevans for både samfundsmæssige og ligestillingsmæssige problemstillinger (Inge Mærkedahl), at kønsforskningen skal udvikle et mere samlet paradigme/afsæt samt være mere rettet mod konkrete problemstillinger (Anders Hede), at kønsforskerne skal spille sig ind i den løbende konkurrence og at kønsforskningen skal "frame" sig i forhold til gældende strategier og satsninger. Ligesom der også var en del bud på kønsforskingens mangler, at kønsforskningen er for svag og usynlig, at kønsforskningen må konkurrere på lige fod osv.
Da der var en del uklarheder og forvirring om definitioner og betydninger af kønsforskning og mainstreaming vil jeg kort opsummere nogle hovedideer og overordnede tendenser.
Når det gælder kønsforskning kan man meget forenklet tale om et fagligt felt, der dækker tre hoveddimensioner:
1. En konkret dimension med fokus på det, der populært er blevet kaldt body counting, dvs. på mænd og kvinder i forhold til løn, placering på arbejdsmarkedet, uddannelsessystem osv.
2. En kulturel/institutionel dimension med fokus på forestillinger og institutionel praksis, f.eks. i velfærdsstatens institutioner.
3. Et videnskabsteoretisk perspektiv med fokus på måder at skabe viden på og på videnskabelige grundantagelser så som objektivitet, teknologi og vækst. En fællesnævner på tværs af forskellige dimensioner er, at kønsforskning indebærer en bevidst refleksion og udvikling af kønnets betydning i teori, metodologi og empiri. 
Fotograf: Morten Clausen
Mange antagelser, også dem der handler om forskningens aktuelle målsætninger om elite, excellence og stjerneforskere, kan være grundet i forestillinger om køn og kønnenes modsætninger. Det gælder f.eks. antagelser om, hvad der er objektiv videnskab, hvad der er forskning, og hvad der er politik. Kønsforskningen antaster på en række områder nogle af de meget grundfæstede forestillinger om videnskab og objektivitet ved at pege på at viden altid er lokaliseret i tid, rum og i forhold til forskerens køn og interesser. Og at det gælder om at reflektere denne lokalisering snarere end at få den til at forsvinde.
Kønsforskningen befinder sig i dag i et krydsfelt mellem ligestillingspolitiske, kulturelle og videnskabelige bevægelser: Hvor man tidligere fokuserede på kønsligestilling i snæver forstand, så hedder det i dag kønsmainsstreaming eller ligestillingsmainstreaming. Det indebærer at køn og andre kategorier som etnicitet, alder og seksualitet skal integreres og medtænkes i politiske initiativer. Kønsmainstreaming i den brede forstand ses også som en forudsætning for at skabe vækst og velfærd, men også som et redskab til at skabe retfærdighed og fremme demokratiet.
Derudover er der bevægelserne inden for det kulturelle og samfundsmæssige felt mere bredt. Hvor historikerne har talt om det 20. århundrede som de politiske ekstremers århundrede, kan man måske tale om det 21. århundrede som kønsekstremernes århundrede. På den ene side er der tale om et skred fra en tokøns- til en mangekønsmodel, som ændrer hidtidige forståelser af krop, køn, slægt og seksualitet, hvor både hårde og bløde videnskaber er involveret, f.eks. i udviklingen af nye reproduktions- og nye kropsteknologier. På den anden side står en radikal kønstraditionalisme, som kommer til udtryk i religiøse mobiliseringer i både øst og vest. En kønstraditionalisme, som problematiserer og udfordrer vedtagne vestlige forestillinger om frihed og lighed.
Der er i dag et stort behov for ny viden og for nye fortolkninger af disse udviklinger - både i forhold til nye politiske strategier og i forhold til bredere og dybere udviklinger i kulturen og videnskaben.
Kønsforskere bliver dagligt bombarderet med spørgsmål fra både medier og politikere, som efterspørger ny viden og nye måder at forstå disse udviklinger på. Desværre er det ikke en bevågenhed, som er blevet oversat til politiske initiativer og satsninger i Danmark og vi må ofte sige til dem, at de må ringe til Norge eller Sverige. Dette kan også illustreres ved, at der i dag findes cirka 1000 afhandlinger om køn og ligestilling i Sverige, mens der i Danmark højt sat findes cirka 150. Ph.d.-afhandlinger har stor betydning på feltet, fordi de ofte præsenterer nye metodologier og synsvinkler, som via medieomtale og diskussioner bliver formidlet til en større offentlighed. 
Fotograf: Morten Clausen
Ser vi på forskningspolitikken ud fra et kønsmainstreamingsperspektiv ser situationen ganske forskellig ud i de nordiske lande. I det svenske "Vetenskapsråd" er der etableret en særskilt kønskomite - genuskomite - hvis opgave det er at udkaste forslag til hvordan køn integreres i forskningsstrategier og i udmøntningen af særlige satsninger. Det er både blevet omsat i satsninger på Centres of Gender Excellence og i 2011 i et særskilt genusforskningsprogram med fokus på teori, bæredygtighed og medier.
Norge har tilsvarende satsninger og norsk kønsforskning har i de sidste 10 til 15 år fået tilført ca. 160 mio. norske kroner, som financierer det kontinuerlige kønsforskningsprogram.
Danmark blev for nogle årtier siden set som en avantgarde ikke mindst med etableringen af Folketingets Handlingsplan for Kvindeforskning og med ressourcetilførsel til biblioteker og arkiver: KVINFO og Kvindehistorisk Samling på Statsbiblioteket i Århus. Tallene skal sammenholdes med, at kun en mikroskopisk del af de almindelige forskningsrådsbevillinger er gået til kønsprojekter igennem de seneste år.
Mainstreaming er således, som udviklingen i Sverige og Norge viser, både relevant som forskningspolitisk strategi i relation til opmærksomhed og ressourcer til kønsforskningen.
Kønsforskning er omvendt relevant for en udviklet mainstreamingstrategi, som kræver bred og grundlæggende viden om køn og kønnede betydninger, f.eks. inden for alle ministerielle ressortområder. Tager man et jordnært område som transport og mobilitetsområdet ville det f.eks. indebære statistisk viden om den kønsmæssige fordeling af mænd og kvinder på transportarbejdsmarkedet og som brugere af transport. Ligesom det ville kræve viden om kønsmæssige fordeling af ressourcer og kønnede betydninger af infrastruktur, i statslige og private transportorganisationer, rettigheder og ansvar osv. Og endelig ville viden om køn og transport indebære dybtgående analyser af hvordan biler og transport som materiel kultur og teknologi er sammenknyttet med det at "gøre" maskulinitet og femininitet i det moderne samfund. Den vidensmæssige oprustning på dette felt ville dels kunne kvalificere de igangværende kønskonsekvensvurderinger af nye lovforslag, dels fremadrettet kunne bidrage med mere seriøse bud på, hvordan transport og mobilitetsmønstre kan forandres og forbindes med bæredygtighed og klimaspørgsmål.
Hvis viljen, forståelsen og ressourcerne var til stede blandt politikere og i regeringen, kunne det skitserede program for kønsforskning, som blev præsenteret ved konferencen, umiddelbart iværksættes. Dels ville et sådant program bidrage til bedre og bredere problemløsning og nye visioner om lige muligheder for alle, dels ville det videreudvikle tværfaglighed og brobygning mellem strategisk og fri forskning. Sidst men ikke mindst ville en vidensbaseret konkretisering af kønsmainstreamingstrategien være en måde at leve op til det, der står i gældende dansk ligestillingslov! 
Fotograf:Morten Clausen
Opsummering
Konferencen synliggjorde kønsforskning som et tværfakultært forskningsmiljø, som dækker samfundsrelevante temaer med nyskabende metodologier og teorier. Som det blev sagt af dekanen for det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Troels Østergaard Sørensen, så er der mange fagområder, der kunne lære af kønsforskningen i forhold til dynamik, nytænkning og evne til at tiltrække EU-midler! Ligesom de 120 deltagere, oplægsholdere, VIP'er, studerende og andre interesserede dokumenterer, at kønsforskning fortsat spiller en rolle for mange i og uden for akademia.
Det var dog ikke muligt at opsummere, hvem der havde eller ville tage ansvar for at fremme kønsmainstreaming af forskningspolitikken i de kommende år. Som det blev påpeget, blev aben - trods velvillig interesse - kastet rundt i ringen nogle gange i løbet af eftermiddagen. Set i et mere konstruktivt lys, kan konferencen siges at markere en ny start for den dialog, som i 1980erne resulterede i betydelige satsninger på kønsforskning. Dagens præsentationer og diskussioner gav bolden op for videre refleksioner og diskussioner og forhåbentlig også for nye initiativer. Til de positive resultater hører, at der ud over kønsforskningsprogrammet blev fremsat en række konkrete forslag, som supplerede ideen om et nyt forskningsprogram.
1. Forslag om køns- og ligestillingsmæssige indikatorer i forskningsansøgninger både i Det Frie og i Det Strategiske Forskningsråd.
2. Socio-økonomisk indikator/projekt i hver programbevilling under de strategiske forskningsråd med fokus på ligestilling, køn og mangfoldighed.
3. Udpegning/tilknytning af et netværk af flyvende eksperter i køn tilknyttet de respektive forskningsråd.
4. Gentagelse af FREJA-programmet fra 1990erne med henblik på rekruttering af kvindelige forskere.
Det Landsdækkende Udvalg for Kønsforskning vil tage tråden op og invitere politikere og forskningsråd til et opfølgende møde senere i 2011 med henblik på at konkretisere og videreudvikle disse ideer.