Coronavirus Information på dansk / Information in English

PhD-forsvar: Opdragelse og diagnosticering – Københavns Universitet

Koordinationen for Kønsforskning > Nyheder > PhD-forsvar: Opdragels...

6. januar 2020

PhD-forsvar: Opdragelse og diagnosticering

Foto: Vejstrup Pigehjem omkring 1910, dans på plænen. Gudme Lokalhistoriske Arkiv.

Tid: Fredag den 17. januar, kl. 10.00 -13.00
Sted: Lund Universitet, LUX Aula, Övre, Helgonavägen 3, Lund

I dag tager vi for givet, at psykiatere og psykologer deltager i arbejdet med anbragte børn og unge. Men sådan har det ikke altid været. Denne afhandling afdækker, hvordan psykiatrien blev en central vidensform i arbejdet med anbragte unge, og hvordan psykiatriske logikker i første halvdel af det tyvende århundrede blev brugt til at håndtere de anbragte, som børnesagens arbejdere fandt mest besværlige.

Ved hjælp af journalsager om unge piger, der var anbragt på Vejstrup Pigehjem, Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger, undersøger afhandlingen opdragelsens former på pigehjemmet i perioden 1908-1940 og viser, hvordan psykiatrien blev del af denne opdragelse.

Opdragelsen på pigehjemmet var ikke kun var rettet mod pigernes handlinger, men i særlig grad mod deres følelser og vilje. Gennem en nær relation til pigehjemmets forstanderinde skulle vanskelige unge piger trænes i at udvise respektable følelser og derigennem lære at stræbe efter at blive ordentlige piger.

Ikke alle pigerne blev opfattet som ’ordentlige’ efter deres ophold på Vejstrup Pigehjem. Tidligere forskning har dokumenteret, at mennesker, der på forskellig vis blev opfattet som afvigende fra det normale, i stigende grad blev tvangsanbragt på forskellige specialiserede anstalter i mellemkrigstiden. Denne afhandling viser overraskende en modsat tendens på Vejstrup Pigehjem og i dansk børneforsorg i øvrigt: De, der blev opfattet som mest unormale og mest vanskelige, blev udskrevet af forsorgen, fordi de blev opfattet som uimodtagelige for opdragelse. På Vejstrup Pigehjem gjaldt det mere end hver tiende anbragte i perioden 1908-1940. Afhandlingen viser, hvordan der desuden voksede en ny kategori frem til at beskrive disse børn og unge: ’De uopdragelige’.

Afhandlingen dokumenterer, hvordan psykiatrien udvikledes inden for børneforsorgen og tog form af de logikker, der allerede eksisterede i dette felt. Psykiatriske diagnoser, herunder særligt psykopatidiagnosen, sammenvævedes med kategorien ’uopdragelig’. Afhandlingen dokumenterer således samtidig, hvordan psykiatriske diagnoser var med til at forandre forståelsen af de børn og unge, der blev opfattet som uopdragelige, og hvordan psykiatrien forandrede opdragelsen og håndteringen af denne gruppe unge.

Afhandlingen nuancerer tidligere historisk forskning om velfærdsstatens udvikling. Den viser, at psykiatriens voksende indflydelse ikke var et resultat af, at lægerne og psykiaterne vandt over børnesagsarbejderne i forhold til at definere problemerne med ’de uopdragelige’, men at blandt andre Vejstrups forstanderinder efterspurgte og brugte diagnoser, herunder særligt psykopati, for dels at forklare problemet med ’de uopdragelige’ og dels at argumentere for tildeling af flere ressourcer. Den viser ligeledes, hvordan forstanderinderne i stigende grad involverede læger i vurderingen af de anbragte i mellemkrigstiden, ofte på eget initiativ. Dermed udfordres forståelsen af, at lægevidenskabens ekspansion i det tyvende århundrede var et resultat af en kamp mellem professioner, som lægerne vandt. Ved at undersøge børneforsorgen på praksisniveau viser afhandlingen, hvordan logikker i børneforsorgen selv var med til at bane vejen for psykiatriens voksende betydning for feltet.

Opponent

Bjørn Hamre, Københavns Universitet

Bedømmelsesudvalg

Annika Berg, Stockholms Universitet
Lina Sturfelt, Lunds Universitet
Roddy Nilsson, Göteborgs Universitet
Martin Ericsson, Lunds Universitet