Ligestilling og familieformer – en blind plet i Kinas reformperiode? – Københavns Universitet

Koordinationen for Kønsforskning > Nyheder > Ligestilling og famili...

07. januar 2019

Ligestilling og familieformer – en blind plet i Kinas reformperiode?

Hilda Rømer Christensen holder oplæg til Global Citizen-dagen, 5. november 2018 

På Global Citizenship-dagen på Rysensteen gymnasium, den 5. november 2018, var et af emnerne ligestilling. Hilda Rømer Christensen fra Koordinationen for Kønsforskning deltog med et oplæg om ligestilling og familieformer i Kina.

Har globaliseringen medført større ligestilling i Kina i de seneste årtier? 

Ifølge global gender gap, så er svaret nej. Global gender gap er et globalt index over ligestilling mellem mænd og kvinder indenfor de enkelte lande. Indexet måler på velkendt sociologiske temaer som økonomisk og politisk deltagelse, uddannelse og sundhed. Kina er her røget ned af listen fra nummer 6 til nr. 100 i 2017, på alle  parametre, undtagen uddannelse, er det gået den forkerte vej. I forhold til kvinders beskæftigelse er tallet gået ned fra næsten 83 % i 1990 til næsten 75% i 2010 og til 63 % i 2016 sammenlignet med næsten 78 % mænd. Løngabet mellem mænd og kvinder er også stort ca. 35 % og politisk repræsentation er beskeden mindre en 24 % i lokale parlamenter, få ministerposter (12 %)  og ingen kvinder har nogensinde været er medlem af den mest magtfulde indercirkel, standing committee, i det kommunistiske parti. I opsummering af Kinas tilstand 40 år efter reformerne virker det dog som om at styret er opmærksom på problemerne. Blandt andet er der iværksat betydelige støtteordninger for kvindelige entreprenører i de seneste med let adgang til start kapital og der er fortsat fokus på kvindernes deltagelse i politik.

Ligestilling i Kina - i hjemmet og familierne

Her er det værd at kigge Xi Jinpengs programerklæringer om både den kinesiske drøm og om kinesiske familieværdier.  I The Governance of China, The Chinese dream is peoples dream fremhæves det, i kapitlet om  familieværdier, familie uddannelse, familie tradition familien som samfundets grundelement, at ”vi må  styrke og socialisere de kinesiske familier og gøre dem til et vigtigt grundlag for landets udvikling, fremskridt og social harmoni".  Xi Jinpeng  henviser flere gange til kinesisk tradition ala Confucious – en  familiemodel,  hvor loyalitet, hierarki  mellem mænd og kvinder, og respekt for de ældre står centralt men talen er påfaldende tavs om, hvordan disse idealer skal praktiseres i Kina i det 21. århundede.   

Italesættelse af de traditionelle værdier kan både være et forsøg på at indprente traditionerne, men som jeg ser det også som et udtryk for krise i de selvsamme familieværdier. Det kommer bl.a. til udtryk i sen ægteskabsalder, faldende fødselstal, flere skilsmisser, ensomme ældre osv. Når det kinesiske styre med Xi  Jingping i spidsen italersætter de traditionelle familie dyder med så stor styrke kan det meget vel være et udtryk for at de her traditioner allerede og meget hurtigt er på vej mod at blive opløst. Derfor tror jeg, optimistisk set, at vi vil se reformer på de her felter i de kommende år.  Sikkert på en måde, hvor reformerne bliver fortolket ind i en moderniseret udgave af konfusions traditionen og ikke i et opgør med  den. Reformer, hvor staten træder ind i en mere aktiv rolle som bidragyder og varetager af velfærd for familierne, f.eks. børnepasning, ældrepleje m.v.

Et mere pessimistisk scenarie, set med ligestillingsbriller, er et, hvor der ikke kommer reformer på de her felter. Det vil betyde stigende kønsmæssige og social ulighed, og en stigende utilfredshed blandt især de veluddannede grupper. Alt i alt vil det modvirke realiseringen af den kinesiske drøm. De nordiske velfærdsstater er er godt eksempel på, at man ved at gøre politikken mere familievenlig kan optimere samfundets ressourcer. Kina har ligesom de nordiske lande en stærk statsfeministisk tradition, som måske kan komme til udfoldelse igen efter nedtoningen i de første 40 år af reformperioden.

Den nuværende præsident, Xi Jingping har udkastet begrebet om den kinesiske drøm – en  folkets drøm – som en kollektiv version om et stort og stærkt Kina med moderat velstand og harmoni.  Mange yngre kinesere fra middelklassen vil snarere tale om my chinese dream, hvor de er enige i, at Kina har taget et stort skridt fremad i de seneste årtier, men deres kinesiske drøm består også af deres egne livspolitiske projekter, som ikke i et og alt flugte med de officielle familie- og samfundsværdier.

Alt i alt er der mange veluddannede kvinder, som tøver med at gå ind i ægteskabet på de her præmisser, den konfusianske model er simpelthen for krævende i sin nuværende form. Den indebærer, at kvinderne bliver en del af mandens familie, at svigerforældrene rykker ind, når der kommer et barn. Familiemodellen indebærer måske også opgivelse af job eller i hvert fald nedjustering af karriereplaner for kvinderne, det indebærer måske også forhandlinger med manden og et partriarkalsk familiesyn, som lægger flere forventninger og opgaver på kvinderne i familierne. Endelig kan det betyde tab af formue, hvis  ægtemandenmanden insisterer på at være eneejer af familiens lejlighed osv.  Det er især de veluddannede kvinder, som er skeptiske overfor at binde an med ægteskab. I den kinesiske offentlighed er de  nedladende blevet kaldt left over women, og kritiseret for at være for krævende, for kritiske og for ikke at ville gå ind i realiseringen af den kinesiske drøm på dette punkt.

Hvor er de kinesiske mænd henne i den her diskussion?             

Også kinesiske mænd er i bevægelse, måske ikke på helt samme måde som kvinderne, men der er sket noget siden Mao og folkerepublikkens første årtier med meget uniformerede ligestillingsforståelser. Mænd og kvinder var i Mao-tidens optik i princippet lige, de kunne det samme og de skulle også se ens ud. Det var absolut ikke velset, nærmest politisk ukorrekt, at beskæftige sig med sig selv, at gå op i mode, udseende og den slags. I dag ser billedet helt anderledes ud, med mange varianter af feminine og maskuline stilarter i det offentlige rum. Traditionelt har der eksisteret to forståelse af maskulinitet i Kina, som også ses i dagens kultur: På den ene side wen-traditionen, der i dag ses som en slags kinesisk metroseksuel mand, der repræsenterer den bløde, dannede og lidt feminiserede mand som har været rigtig vigtig for udviklingen af det moderne Kina. På den anden side er wu-traditionen, der står for den overleverede kriger, den stærke, maskuline og aggressive mand. Tænker man det ind i forhold til den aktuelle kinesiske drøm om et stærkt Kina, er det klart den mere aggressive model er den, der bliver favoriseret. Det betyder også, at den bløde mand kommer i miskredit. Fortsætter man tanken ind i mere ligestillede familiemodeller, virker det ikke lovende, fordi den veluddannede middelklassemand kan ses som fortroppen i mere ligestilling i familien.

Bevæger Kina sig mod mindre eller større ligestilling i fremtiden?

Udfordringen i Kina i de kommende år består i, at en lille arbejdsstyrke, skal forsørge en stor aldrende befolkning (godt 26 % af befolkningen i 2050 vil være over 65 år). En af forudsætningerne for realiseringen af den kinesiske drøms håb om fortsat vækst, fremgang og et harmonisk samfund er, at kvinderne forbliver på arbejdsmarkedet, hvilket pt. er vanskeligt p.g.a et stift arbejdsmarked, manglende offentlig børne- og ældre omsorg, diskrimination på løn og arbejdsforhold såsom barselsregler osv. I et optimistiske perspektiv bliver Kina nødt til at fastholde de veluddannede kvinder på arbejdsmarkedet af hensyn til at fastholde vækst og velstand. Dette sammen med  det aldrende samfund, som i Kina kommer til at betyde ændring af den nuværende kinesiske  familie model og introduktionen af nye sociale  velfærdsreformer. Potentialet for øget ligestilling mener jeg skal ses i denne sammenhæng. Det er noget, som jeg tror vil ske i de kommende år. Sikkert i en særlig kinesisk variant.