Dansk kønsforskning – udpint, men ikke udspillet! – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Koordinationen for Kønsforskning > Nyheder > Dansk kønsforskning – ...

21. juni 2015

Dansk kønsforskning – udpint, men ikke udspillet!

Af Hilda Rømer Christensen, lektor og kønsforsker. Københavns Universitet. 

Med jævne mellemrum bliver der udstedt dødsdomme over dansk kønsforskning. Sidst i Information, hvor Dag Heede i et længere interview udtrykker sin træthed og resignation og mener, at dansk kønsforskning er både indspist og udsultet. Storhedstiden var i 70erne og 80erne, mens løbet nu er kørt . Heedes historieforståelse skygger imidlertid for det, der er sket sidenhen. Kønsforskningen er stadig kicking and alive og kan bidrage med nye perspektiver i forskning og innovation.

Kønsforskning har efter min mening den styrke, at forskningen til stadighed er båret af både et teoretisk og analytisk ærinde og et politisk ønske om forandring. Et forhold, som hele siden sikrer, at dynamik, adrenalin, intellekt og nysgerrighed bliver holdt intakt også selvom det sker som sure opstød og dødsdomme, som det kunne læses i interviewet med Dag Heede i Information den 2. maj, 2015. Jeg kunne nævne en række eksempler på, hvordan kønsforskning også aktuelt bidrager til at formulere kritiske, men samtidig forskningsforandrende perspektiver og nytænkning. Feks. I banebrydende forskning. det nyligt etablerede EDGE Center for Equality, Diversity and Gender ved Ålborg Universitet, og fra forskningsprojekter med fokus på nye slægtskaber og reproduktionsteknologier ved Syddansk Universitet, samt Køn og Kina projekter ved Københavns Universitet. Her gives nye bud på hvordan køn spiller sammen med andre væsentlige kategorier som klasse og etnicitet og nye forestillinger om familie og slægtskab. og hvordan køn og krop indgår i både globale og lokale processer.

Heede hævder at storhedstiden for dansk kønsforskning ligger i fortiden. Det er der mange før ham, som har gjort og det, der ofte bliver refereret til er til Folketingets Aktionsplan for Kvindeforskning, der løb fra 1986-1992 Programmet bestod af en særlig pulje lektorater til kvindeforskere, af løse forskningsmidler til vækstlaget og af bevillinger til dokumentation, information og arkiv virksomhed, som banede vejen for, at KVINFO i København og Kvindehistorisk Samling i Aarhus kom ind i mere faste institutionelle rammer. Programmet blev på mange måder afgørende for, at kvindeforskningen i Danmark overlevede og opnåede en vis institutionalisering efter de livlige mobiliserings år i 1970'erne.

Aktionsplanen blev til i en proces, som var både skabt og betinget af et ret unikt samspil mellem kvindeforskere, kvindepolitisk aktive medlemmer af folketing og forskningsråd og nogle af kvindeorganisationerne. Den unikke, men skrøbelige alliancer mellem forskere og politikere var betinget af, at aktørerne stort set tilhørte den samme generation med rod i den nye kvindebevægelse i 1970'erne. En pionergeneration, som satte mange nye og radikale emner på dagsordenen.

Der er nu gået 20 år siden Aktionsplanen blev afsluttet med besked om, at kvindeforskningen nu måtte klare sig selv og skulle integreres i de almindelige forskningsråd og satsninger. Aktionsplanen blev fulgt af et slags backlash og 1990'erne blev af mange aktive kvinde-og kønsforskere oplevet som et tiår, hvor alting gik op ad bakke. Særlig betydning fik det, at den centrale platform med

programmidler, styregruppe, sekretærer og koordinatorer placeret i tæt tilknytning til forskningsrådssystemet forsvandt. Det skete sigende nok næsten samtidig med udskiftning af en del af de politikere, som havde gjort en aktiv indsats for Aktionsplanens realisering.

Aktionsplanen og flowet i 1980'erne kom imidlertid også til at skygge for, at der i 1990'erne blev søsat en række nye og blivende søjler i dansk forskning. Foreningen for Kønsforskning med tilhørende årlige konferencer. Det videnskabelige tidsskrift Kvinder, Køn & Forskning og Koordinationen for Kønsforskning, der uanset op og nedture har overlevet alle turbulenser. Man kan vel godt og ret ubeskedent sige, at det er disse aktiviteter, der har garanteret en vis kontinuitet og en ganske effektiv infrastruktur i dansk kønsforskning i de to sidste årtier. Ligesom der i 1990'erne, faktisk også var en del ting, som rykkede i forskningspolitikken og bevillingerne. Jytte Hilden, aktivistisk forskningsminister fra 1996 til 1998 med interesse for køn og ligestilling, iværksatte en hel vifte af initiativer, hvoraf forskningspolitisk rundbordssamtale, 11 punkts plan og FREIA-projektet med hele 78 millioner kroner til kvindelige forskere var de vigtigste. Aktiviteter, som økonomisk set kom til at overstige de bevillinger, der var givet til Aktionsplanen, men som ikke i erindringspolitisk forstand har haft nær så stor betydning i fortællingen om dansk kønsforskning.

I dag er situationen som alle ved en anden og kønsforskere, forskningsråd og politikere står over for nye udfordringer som følge af de køns- og universitetspolitiske opbrud, som har mangfoldiggjort interesser, forskningsparadigmer og politiske projekter. Samtidig har det igangværende EU forskningsprogram, Horizon 2020 erkendt betydningen af kønsdimensioner i forskningen, ikke aht kønsforskerne, men af hensyn til innovation og konkurrenceevne. Projektet Genderd Innovations har f.eks. frembragt talrige eksempler på hvordan kønsdimensioner f.eks. i sundheds- og transport forskning kan bidrage til bedre og mere bæredygtige løsninger og mindre spil af forskningsmidler. F.eks. i udvikling af nye hjælpemidler til ældre, til forbedret sikkerhedsudstyr i biler og til problematisering af endimensionale metoder og modeller, der bevidst og ubevidst har favoriseret den hvide middelklasse mand. Målsætningen om at bringe køn ind i forskning bliver også støttet af den nuværende danske videnskabsminister Sofie Carsten Nielsen. Indtil videre har de danske forskningsråd rigtignok overhørt disse udmeldinger om relevansen køn i forskning – og lige nu glimer de danske forskningsråd ved manglende kerne kompetencer indenfor kønsforskning og ved fraværet af stratetiske satsninger på kønsforskning. Så i den henseende har Dag Heede ret i de eksisterende misforhold. Men han har langtfra ret i at kønsforskningens rolle er udspillet. Den er stadig alive and kicking og har i høj grad potentialet til at blive medspiller i fremtidens forskning!